Grafisk facilitering - Brillér med dine amatørtegninger
- louiselaustsen91
- 24. jul. 2015
- 2 min læsning

Nogle gange er det bare nemmere og mere befriende at tegne sine tanker, ideer og notater frem for at skrive små kedelige, sorte ord på hvidt papir, som ikke ligefrem indbyder til at man læser ordene igen.
Jeg kan godt lide farver, former og den kreative legeplads, der udfolder sig, når jeg sidder med et stykke papir i hånden og en pakke 12 trekantede Jumbo farveblyanter med sloganet ”Tegn og bli’ glad”.
Har du nogensinde forsøgt dig med at tegne og fortælle frem for at plotte en masse ord ind i et PowerPoint Show og holde dig til dine stikord? Ellers er opfordringen hermed givet videre.
Når du tegner, er min teori, at du meget bedre kan huske, hvad du vil fortælle. Du gør dig tid til at tænke over, hvilken tegning der bedst vil illustrere dine budskaber, du bruger tid på at tegne – og måske farvelægge. Denne umage smitter af på din hukommelse. Det er jeg helt sikker på. Ofte gemmer der sig også flere ting i samme tegning, som du vil huske at sige, som kan være svær at forfatte – og huske – hvis du bruger ord.
Alle mennesker er kreative og kan tegne.
Du behøver ikke at være mester med en malerpensel. Alt, du behøver, er at sætte tankerne fri og turde tegne frem for at skrive. Så snart du sætter tankerne fri, bliver du kreativ, og din nye præsentationsform kan begynde.
For at kickstarte kreativiteten er der nogle helt basic ikoner/tegninger, du kan gøre brug af. Her giver jeg dig lidt til en hjælp:
Pil = mål, retning, fremgang, tilbagegang
Stjerne = vigtigt
Hjerte = noget vi godt kan lide, kærlighed, venskab, en god sag, relationer
Skilt = overskrift, emne, vej at vælge, rum, områder, punkter
Pære = ide, brainstorm, åbenbaring, innovation
Person = målgruppe, virksomhed, interessent, influent
Det er kun fantasien, der sætter grænsen for, hvad du kan tegne. Det vigtigste er, at du holder dine tegninger simple for din egen skyld og for dem, du skal præsentere dine ideer for.
Personligt benyttede jeg mig af grafisk facilitering, som det fine ord er for en krussedulle, da jeg skulle forsvare min bacheloropgave. Jeg har altid været et nervesammenbrud inden eksamener, fordi jeg er skidedårlig til at huske mine notater, springer noget over og kører helt af sporet, derfor tænkte jeg, at der måtte andre midler til, for at jeg ikke skulle tabe sutten. Grafisk facilitering hjalp mig, og to af de kommentarer jeg fik for mine tre plancher, jeg havde lavet til formålet, var: Fedt at du tør! og Du er jo født til at lave præsentationer. Siden har jeg brugt tegninger en del i mine notater, og det seneste er denne smukke tegning, du ser på billedet, som er idéerne til min messestand til Lyserød Søndag.
Så grib tuscherne og det store papir og opdag en helt ny måde at brillere med en præsentation. Har du brug for hjælp til at komme ud ad starthullet, hjælper jeg dig gerne i gang – en amatørtegner til en anden.
Comments